Mandag d. 03.09 var vi til jordemoder. Da blodtrykket var meget højere, end det tidligere havde været (denne gang 156/129) blev vi sendt videre til fødegangen. Her blev der kørt CTG, taget blodprøver, lavet urinprøve m. m. Det blev besluttet at jeg skulle sættes i gang dagen efter, da lægen sagde at min krop ville have godt af at være så overbelastet længere. Jeg skulle så ringe til sygehuset kl. 8 næste morgen, for at få at vide hvilken tid på dagen vi skulle komme.
Da jeg gik i seng den aften blødte jeg en smule. Tænkte at det nok var tegnblødning, men da det jo kan komme adskillige dage før fødslen, regnede jeg stadig med at det ville blive igangsættelse. Vågnede igen d. 04.09 kl. 3. Jeg havde i starten ikke ondt, men bare en underlig uro i kroppen. Kl. 4 orkede jeg ikke at ligge i sengen længere og stod op. Sad ved computeren, gik lidt rundt og sådan. Jeg havde en masse mens-smerter, som var tiltagende – men troede stadig ikke på at min krop virkelig var i færd med at klare sagen selv. Kl. 5-6 stykker begyndte jeg at overveje om det her mon ikke var veer og kl. 7 var jeg ikke i tvivl, derefter så tog de ellers hurtigt til, og som jeg skrev i en sms til en veninde ved halv otte tiden "Hvis dette ikke er veer, så vil jeg ikke have veer…."
10.30: "40+2, kommer til igangsættelse pga let præeklampsi (svangerskabsforgiftning). Forhøjet BT + massive ødemer. Har ved ankomsten veer med 3-5 min interval, disse er startet cirka kl. 5. CTG viser veer med 3 min interval a cirka 50 sekunder. Indvendig undersøgelse: Livmoderhals udslettet, 3 cm åben, hovedet dybt bækkenindgang bag glatte hinder. Informeres om fødslen og smertelindring, anbefaldes epidural pga det forhøjede bt. Vil gerne have epidural, kommer på fødestue 4."
Selvom jeg havde sørens ondt og veerne kom regelmæssigt osv. var jeg (skørt nok) vildt bange for at jeg i virkeligheden slet ikke havde veer, men at det var noget helt andet. Men min kons. jordemoder Elin, som vi var så heldige at blive modtaget af, sagde at det altså var veer ;)
Inde på fødestuen kom jeg op at ligge på siden på briksen og så kan jeg egentlig ikke huske meget mere fra de næste par timer, udover at jeg havde slemme veer. Jonas var den bedste støtte man kunne ønske sig. Jeg lå helt musestille, med lukkede øjne og koncentrerede mig hundrede procent om vejrtrækning – havde slet ikke kræfter til at pive. Mit hoved var helt tomt, udover en tilbagevendende bøn: "Kom nu narkoselæge!"
12.15: "Narkosen på stuen. Ukompl. anlæggelse, pumpen tilsluttes 12.45."
Kæmpe befrielse!!!!
13.00: "Har forsøgt vandladning på bækkenstol uden held. Har ikke tisset siden kl. 8 i morges. Med engangskateter udtømmes ca. 75 ml urin. Indvendig undersøgelse: Livmoderhals udslettet, 6-7 cm åben, hovedet dybt i bækkenindgang bag spændt hindeblære. God effekt af epiduralen. Christine mærker ikke veerne. Stabilt blodtryk. Der lyttes hyppigt god hjertelyd."
13.50: "Begyndende fornemmelse af veerne i højre side. Epiduralen øges til 8 ml/t."
15.00: "Invendig undersøgelse: Livmoderhals udslettet, 8 cm åben (næsten udslettet i venstre side, lidt bred kant i højre side). Hovedet dybt i bækkenindgang bag spændt hindeblære, der kan ikke mærkes enkeltheder. Veer med 2-4 min interval, lidt uregelmæssige. Har vandladningstrang. Da Christine rejser sig for at komme på bækkenstolen mister hun balancen og falder. Slår sig angiveligt ikke og hjælpes op bækkenstolen + vandladning."
16.15: "Patienten mærker nogle gange et tryk bagpå. CTG seponeres (tages af) for en stund."
17.00: "Kommer på bækkenstol. Føler dog stadig vandladningstrang, men kan ikke tisse mere. Der udtømmes 100 ml med engangskateter, i alt 300 ml. Invendig undersøgelse: 9½ cm åben, tynd kant i højre side, spændt hindeblære. Der ses an igen om en time."
18.15: "CTG normal. Invendig undersøgelse uændret. Der laves hindepunktur (vandet tages) med afgang af god skylle meget lysegrønt fostervand, ingen fremfald af NS (navlesnor?) eller smådele. Den lille kant giver sig. Helt åben. Patienten lejres på venstre side"
18.32: "Begyndende pressetrang."
18.40: "Presser aktivt i sideleje."
19.05: "Lidt langsom fremgang og da patienten har let præeklampsi (svangerskabsforgiftning) opsættes vestimulerende drop 30 ml/t. Derefter bedre fremgang."
19.15: "Vestimulation øges til 60 ml/t."
19.25: "Vestimlulation øges til 90 ml/t."
19.36: "Halvt siddende fødes i regelmæssig baghovedstilling en pige med navlesnoren om skuldrene. Tørres godt ved caputs (hovedet) fødsel for fostervand, kommer op til mor og suges i næse og mund. Skriger kun ganske lidt, men er fin. Placenta (moderkagen) kommer spontant, ved inspektion ses ingen bristninger."
Hvor var det overvældende at ligge der med sin lille datter hos sig!
ENDELIG efter at have ventet så ufatteligt længe! Både Jonas og jeg tudede og tudede, det var så fantastisk endelig at have hende hos os Vi fik lov at være alene og nyde at vores prinsesse. Efter en times tid kom Alice så og vejede målte hende. En smuk prinsesse på 3480 g og 52 cm.
Omkring kl. 21 kom vores forældre og Jonas' lillesøster og kæreste så for at se hende.22.30: Flyttes til barselsgangen og farmand faldt straks i søvn, men jeg sov nærmest ikke den første nat. Kunne slet ikke at få nok af at holde og beundre min lille datter.
Her er lidt billeder hvor hun er helt ny. Flere fra den første tid kommer senere